Baneparken fik sin opholdsplads
Tilføjet 14.09.2022
Forvandlingen af de 19 rækkehuse i Asaa, som nu er døbt Baneparken, er noget, der bliver lagt mærke til i den lille by i Østvendsyssel. Renoveringen af de nedslidte boliger er blevet mulig efter støtte fra Landsbyggefonden, så husene i dag er blevet til attraktive rækkehuse.
Jens Erik Grøn, direktør i Sundby-Hvorup Boligselskab, sammenlignede forvandlingen med den grimme ælling der blev en flot svane, da han holdt tale for de mange fremmødte gæster, som lagde vejen forbi Baneparkens nye opholdsplads i lørdags.
Opholdspladsen er blevet til for at skabe endnu et mødested i Asaa, hvor livet i disse år blomstrer. Og som lige har oplevet at blive kåret til Årets landsby.
Borgmester Mikael Klitgaard benyttede da også anledningen til at ønske hele byen tillykke – både med de nye boliger, den nye opholdsplads og den flotte titel.
Efter talerne blev opholdspladsen officielt indviet, da formand for afdelingsbestyrelsen Mariann Pedersen, formand for Sundby-Hvorup Boligselskab Hans Bøyen Christensen og borgmester Mikael Klitgaard klippede den røde snor. På pladsen ligger originale skinner fra Asaa-banen, som netop kørte ind i byen på denne plads.
Der blev også budt på forfriskninger og lidt godt at spise – og så var der åbent hus i en af de nyrenoverede boliger.
De første beboere er flyttet ind i Baneparken, og mange er flyttet tilbage efter at være genhuset, mens andre er nytilflyttere. De sidste boliger bliver færdige inden jul.











