Får til kamp mod bjørneklo i Linsholm Søpark
Tilføjet 11.12.2017
God stemning på informationsmøder om bjørneklobekæmpelse i Lindholm Søpark.
Lindholm Søpark er allerede en populær, grøn oase midt i byen. Kæmpebjørneklo har imidlertid bredt sig på kridtskrænterne til gene for de mennesker, der færdes og lever i området. På grund af det vanskellige terræn er det opgivet at bekæmpe planten manuelt. Sundby-Hvorup Boligselskab og Aalborg Kommune har derfor et ønske om at bekæmpe bjørneklo ved at lade får græsse på skrænterne mod syd fra foråret 2018.
I denne uge havde Sundby-Hvorup Boligselskab og Aalborg Kommune inviteret beboere fra boligselskabet (mandag) og boligselskabets naboer (onsdag) til informationsmøder. Og efter stemningen på de to møder at dømme, er der stor opbakning til projektet.
Onsdag den 6. december var mere end 50 interesserede og spørgelystne naboer fra Mølleageren og Højvangsvej mødt op til møde, hvor en veloplagt inspektør, Kim Bjerring fra Sundby-Hvorup Boligselskab, bød velkommen og sammen med repræsentanter fra Aalborg Kommune, samt leverandøren af hegn og fåreavleren fortalte om baggrunden for projektet.
Efter planen vil Sundby-Hvorup Boligselskab i det tidlige forår etablere nyt hegn – samt udbedre og forstærke eksisterende hegn efter dialog med naboerne – omkring det område, hvor fårene skal græsser.
Flere naboer spurgte interesseret ind til detaljer i projektet. Og blandt svarene var:
• Fårene lugter ikke
• Der er tale om 1 års fjordlam, som støjer minimalt
• Der er ingen fluer
• I forårsmånederne vil der gå op mod 200 får inde i den nye indhegning, resten af året vil der i snit være cirka 50 får i området.
• Aalborg Kommune har allerede gode erfaringer med afgræsning til bekæmpelse af bjørneklo.
• Fårene kan godt gå på de stejle skrænter.
Aalborg Kommune forventer at projektet sendes i nabohøring inden jul, og går alt vel, er der grønt lys til at gå videre inden udgangen af januar 2018.
– Vi håber, at vi får tilladelserne på plads og opbakning til projektet fra naboerne, så vi kan byde græssende får velkommen på skrænterne i Lindholm Søpark til foråret. Det vil betyde at der stort set ikke vil være bjørneklo på skrænterne i den kommende sæson, fortalte Kim Bjerring, som sammen med Aalborg Kommunes Park og Natur, har forberedt projektet.
– Bjørneklo skal bekæmpes, da den både er til skade for dyre- og planteliv og så den jo tilmed giftig. De stejle skrænter gør det imidlertid umuligt at sende folk op med værktøj. Men det kan fårene til gengæld godt, og de tager livet af den invasive bjørneklo med stor appetit, siger han.
>> Se også artikel fra lokalavisen AalborgNu: