Skip til hoved indholdet

Nye familieboliger på vej i Hals

Nye familieboliger på vej i Hals

Tilføjet 29.11.2016

Sundby-Hvorup Boligselskab opfører 18 nye familieboliger i Hals, Søhesten 31-65.

Onsdag den 30. november kl. 10.00 markerer boligselskabet igangsætningen af byggeriet. 
Det sker, når rådmand H.H. Henriksen tager det 1. spadestik.
Hals er en af de omegnsbyer til Aalborg, som oplever spirende vækst i indbyggertal og byliv, og nu tager vi det første spadestik til yderligere 18 familiehuse i byen: 18 fritliggende huse. De vil stå klar til indflytning i etaper, 6 boliger af gangen 1. juni, 1.juli og 1. september 2017.
– Vi oplever en stor efterspørgsel efter attraktive, velindrettede familieboliger til en fornuftig husleje. Og med den naturskønne beliggenhed og korte afstand til Aalborg bliver der rift om husene, siger direktør Jens Erik Grøn fra Sundby-Hvorup Boligselskab, som fremhæver to grupper, der efterspørger de nye huse:
– Det er særligt nyetablerede familier, der er på jagt efter den første familiebolig samt ældre par, der har solgt deres hus, og som nu ønsker en velindrettet bolig med højt serviceniveau, der kontakter os, når vi har den her type boliger til leje, siger han.
75 % af husene er dog i første omgang forbeholdt flygtninge.

Husene får gennemlyste køkkenalrum og stue samt bryggers og velindrettede værelser. Husene bliver opført i sortmalet træ og med tagpap tag med ensidig taghældning samt vinduer og døre i træ/alu der tilsammen skaber et spændende arkitektonisk udtryk. Der opføres carport med udhus til hver bolig.
Ligeledes en spændende beliggenhedsplan med tre huse på hver vej.

Sundby-Hvorup Boligselskab har de senere år med succes opført familieboliger i omegnsbyerne nord og øst for Aalborg.
Vi er glade for, at Aalborg Kommune bakker op om udviklingen af oplandsbyerne, der er en vigtig del af et sammenhængende og velfungerende boligmarked
En by som Hals har velfungerende skole og dagsinstitutioner og et aktivt foreningsliv. Det fine miljø omkring havnen er også et godt eksempel på ting, der tiltrækker beboere. Og så er gode dagligvarebutikker og hyppige busforbindelser til Aalborg selvfølgelig også med til at tiltrække nye familier til byen. Kan vi være med til at understøtte den positive udvikling, er det kun positivt, siger Jens Erik Grøn.

Sundby-Hvorup Boligselskab har allerede i dag flere boliger i Hals og kan derfor tilbyde de kommende beboere samme høje service, som de øvrige af boligselskabets 3500 beboere. En beboertilfredshedsundersøgelse fra sidste år viste, at 94% af beboerne i Sundby-Hvorup Boligselskab enten er tilfredse eller meget tilfredse med at bo, hvor de bor.
– Vi arbejder hele tiden på at ramme balancen mellem et højt serviceniveau, attraktive og velholdte boliger og en fornuftig husleje. Og vi kan heldigvis se, at vores beboere kvitterer for arbejdet, siger Jens Erik Grøn.

 

Fakta om byggeriet:
18 almene familieboliger opføres som fritliggende huse:
• 9 stk. 4-rumsboliger på ca. 100 kvm.
• 9 stk. 3-rumsboliger på 100 kvm.
• Husleje kr. 7.025 pr. måned excl. forbrug.
• Byggeherre: Sundby-Hvorup Boligselskab.
• Totalentreprenør: HP- Byg. Aalborg.
• Bygherrerådgiver: Arkitekt –og ingeniørfirmaet Kærsgaard & Andersen, Aalborg.
Samlet budget: 32 mio. kr.