Hals Avis: Flygtningeboliger er på vej i Hals
Tilføjet 14.07.2016
Artikel bragt i Hals Avis tirsdag den 12. juli 2016:
SELV OM der i øjeblikket ikke kommer så mange flygtninge til landet, som man oprindeligt forventede, varer det ikke længe, inden Sundby-Hvorup Boligselskab går i gang med at opføre 18 nye boliger til flygtninge i Hals.
Det fortæller direktør Jens Erik Grøn, som dog understreger, at boligerne også kan bruges til andre formål. For det er kun 75 procent af det almennyttige byggeri, der er forbeholdt flygtninge, og bliver der ikke brug for det, tror han ikke, det bliver noget problem at finde andre interesserede til husene, som opføres på Søhesten.
- Vi har længe haft folk på venteliste, så jeg tror ikke, det bliver noget problem at leje dem ud. For det er jo en bydel, hvor folk gerne vil bo. Det ved vi fra nogle af de øvrige boliger på Idræts Alle, Lilleholm og Bøgevej, som vi i sin tid overtog fra Hals Boligforening, forklarer han.
Byggeriet, som udformes så fleksibelt, at mange af de 18 huse både kan bruges af familier eller som delebolig af fire enlige, er i øjeblikket ude i en totalentreprise. Og da de tre stikveje, husene kommer til at ligge på, allerede er byggemodnet, er de første formentlig klar til aflevering midt på efteråret.
- På sigt kunne vi også godt tænke os at byde ind på de cirka 20 boliger, som 11 oplandsbyer står til at få som en del af den aftale, forligspartierne i Aalborg Kommune lavede i forhold til at opføre og finansiere 450 nye boliger til flygtninge. For hidtil er det jo gået godt med at integrere de flygtninge, der bor i det gamle sygehus, tilføjer Jens Erik Grøn.
Sundby-Hvorup Boligselskab har selv hjulpet lidt med integrationen i den lille by ved at ansætte en af flygtningene, og ifølge Jens Erik Grøn er der også flere lokale, som har gjort en stor indsats.