Fridykning og oprydning i kridtgraven Lindholm Søpark
Tilføjet 24.05.2024
Torsdag aften den 16. maj var tre dykkere fra Fridykning Aalborg ude at dykke i kridtgraven ved Lindholm Søpark.
Når dykkerflaget er hejst, betyder det, at der er dykkere i vandet.
De seneste dages gode solskin og varme vejr havde gjort, at temperaturen i søen var helt oppe på omkring 15°C i overfladen. Temperaturen falder dog, jo dybere man kommer, og på de 16 meter dykkerne nåede denne dag, var den nede på 11°C.
Kristian Harreby fra Fridykning Aalborg fortæller om dykket:
”Efter først at have trænet i at dykke ned langs rebet på vores røde dykkerbøje, afsøgte vi søens sydbred for affald. Vi fandt hovedsageligt emballage som dåser og flasker, men vi fjernede også rester af et møbel og nogle stykker knækket glas.
Det var dejligt at se, at der ikke var kommet meget nyt affald til siden vi sidst rensede bredden sidste år.
Der er ikke meget liv i søen, men sigtbarheden er i øjeblikket cirka 16 meter, hvilket er usædvanligt for en normal sø, hvor det ofte kan være svært blot at se sine egne fødder.
Det liv, der findes, er koncentreret langs søbredden, hvor solen kan nå bunden. Under arbejdet så vi en del aborrer på 20-40 cm, som ikke virkede bange for os. Desuden var der nogle lange lyse strukturer som sandsynligvis var aborreæg, samt hele skyer af små bitte dyr (måske aborre yngel), som vimser rundt langs bredden.”