Skip til hoved indholdet

Forankring sikrer bæredygtig udvikling

Forankring som nøgle til bæredygtig udvikling i boligsocialt arbejde

Tidligere har vi skrevet om vigtigheden af at samarbejde inden for det boligsociale arbejde for at skabe positiv og bæredygtig udvikling i almene boligområder.

I dette indlæg vil vi fokusere på, hvordan lokal forankring er en uundgåelig forudsætning for at sikre langvarig og bæredygtig udvikling.


Forankring sikrer bæredygtig udvikling


Bæredygtig udvikling kræver forankring. For at initiativer kan blive langvarige og selvkørende, skal de rodfæstes hos relevante lokale aktører, der allerede er i kontakt med den målgruppe, som det boligsociale arbejde henvender sig til. Lokale aktører såsom skoler, kommunale institutioner og frivillige organisationer er nøglen til at opnå denne forankring.
Et konkret eksempel er oplevelsesklubben for DUS-børn. Vi igangsatte initiativet i 2022 i samarbejde med ledere og pædagoger fra Gl. Lindholm Skole og Nr. Uttrup Skole. Her er fokus på børns læring og trivsel gennem kulturelle og naturoplevelser. I gennemsnit deltager 30 børn i klubben.

Klubben har to mål:

  1. At understøtte børns læring og sprogudvikling.
  2. At styrke deres trivsel gennem positive oplevelser uden for den traditionelle DUS.

Vi har allerede i udviklingsfasen af Oplevelsesklubben tænkt forankringsperspektivet ind, hvor medarbejdere, der allerede havde tætte relationer til børnene og familierne, drifter initiativet. Vi sikrede, at oplevelsesklubbens aktiviteter er kerneopgaven. Vi lavede et årshjul og budget.


Et initiativ, der på alle måder lever op til målsætningerne. Derfor er vi i skrivende stund nået til den sidste fase af forankringen, hvor den koordinerende rolle er overgået til skolen, og vi udarbejder en langsigtet plan for finansiering af aktiviteterne.

Ved at udvikle og drifte Oplevelsesklubben sammen med skolerne, sikrer vi ejerskab til initiativet, hvilket gør det muligt at forankre og dermed skabe langvarig effekt. Vi har sikret os fra starten af, at de medarbejdere, som allerede kender børnene gennem DUS, er de drivende kræfter, og at deres pædagogiske faglighed er central for Oplevelsesklubben. På den måde har vi også sikret ejerskabet og tilpasningen af indhold efter faglig vurdering og specifikke behov hos børnene. Sammen styrker vi indsatsen samt skaber stabilitet og tryghed for børn og forældre, så udviklingen kan fortsætte gennem kendte relationer, selv når eksterne projekter som den boligsociale helhedsplan afsluttes. Muligheden for, at vi får succes med den sidste fase af forankringen, har vi sikret ved at være fælles om ejerskabet fra starten af – også efter den oprindelige projektperiode.

Vores erfaring er, at samarbejde og forankringsperspektivet har været kapacitetsopbyggende. Det har styrket den boligsociale helhedsplan til at møde andre familier, skabe nye relationer, såvel som det har hjulpet skolerne til at kunne skabe rum for udvikling og styrket yderligere samarbejde på tværs af skolerne. Denne udviklingsproces skaber en fælles forståelse af mål og værdier. På den måde er vi alle sammen fælles om børnene. Det har styrket samarbejdet og skabt et fælles fundament for fremtidige handlinger.

Lokal forankring er nøglen til bæredygtig udvikling i boligsocialt arbejde. Ved at samarbejde tæt med Gl. Lindholm Skole og Nr. Uttrup Skole har vi sikret ejerskab og langsigtet engagement fra lokale aktører, som allerede kender børnene. Dette giver stabilitet og mulighed for at fortsætte initiativer som Oplevelsesklubben, selv efter projektperioden er slut. Samarbejdet har styrket relationerne og kapaciteten hos både skolerne og den boligsociale indsats, hvilket sikrer, at børnene fortsat kan udvikle sig gennem trygge rammer og kendte relationer. Forankring sikrer derfor varig, positiv forandring i boligområderne.

Vi du vide mere om vores arbejde i det boligsociale indsats i Løvvangen så kontakt Barikan Ismaeeli Solecki 25237650.

Læs mere om vores Kvarterets Hus